En aften i Teatret – Jytte Abildstrøm

Kære alle sammen.

Så er sommeren ved at gå på hæld og vi er klar med nye arrangementer i vores lille forening :- )

Og vi glæder os!!

  1. 14. oktober kl. 18.30 Præsenterer vi ”En aften i teatret”

”Ved gadekæret” bliver for en aften forvandlet til en kabaret, et miniteater. Og det er lykkedes os at få

Jytte Abildstrøm

ud for at fortælle om sit lange liv ved teatret. Gennem de sidste 50 år har hun sat sit umiskendelige og alt andet end kedelige præg på dansk teater. En ildsjæl, en vaskeægte gøgler, et farverigt og livsbekræftende, rørende og hjertevarmt menneske, som tror på at teatret skal spejle håbet og hjertet og fortælles gennem humor, kærlighed og god moral.

Jytte Abildstrøm har mødt og arbejdet med et hav af de største kunstnere, er blevet ”slået” til ridder af Dannebrog og modtog i 2010 årets hæderspris ved Reumert uddelingen. Og der satte hun sig ydmygt på den store scene i Det kongelige teater og spillede på sin sav og sang en Lulu Ziegler sang, så rørende, så rent, så enkelt, så gribende.Det bliver det med garanti også denne aften i Ledøje!

Efter det tager vi, altså Marianne og Michael, over med et lille ”drømmespil” – en Kabaret- sammensat specielt til denne aften- med tekster og sange bla. hentet fra nogle af de klassiske musicals. Med os har vi Stig Christensen på klaver og harmonika og på trommer mm Eigil Pock-steen Jørgensen.

Alt kan ske denne aften – det er jo teatret væsen at overraske :- )

Menuen denne aften er:

En cremet porre/ kartoffelsuppe med hjemmelavet pesto, æble og bacon på toppen og dertil smørbagte filodejspakker med feta og rosmarin.

Og til dessert : Blommetrifli med vaniljeflødeskumsskyr og makroner – og naturligvis et stænk god portvin.

Og som altid er der friskbagte boller og smør.

Hele denne aften koster 275 kr. Skynd Jer at bestille billet.

Billetter kan bestilles på denne emailadresse eller via hjemmesiden: www.lsmusiskeforening.dk

Skulle der blive udsolgt til d. 14., åbner vi op for en ekstra aften d. 15.

Håber vi ses.

På glædeligt gensyn og kærlige hilsner fra

Michael og Marianne

&

Ledøje Smørum Musiske forening.