“ODE til Livet” Bjarke Falgren og Paolo Russo

Kære alle sammen.

Vildgæssene “skræpper” og småfugle kvidre udenfor, så ingen kan være i tvivl om, at foråret er lige om hjørnet! Vi har forladt vinterens mørke og bevæger os med hastige skridt mod lyset.  Derfor er

ODE TIL LIVET
overskriften på vores næste arrangement i “Ved gadekæret”.

D. 21. & 22. Marts kl. 18.30
får vi besøg af to musikere, som er virtuoser på hver deres instrument. To musikere i verdensklasse!
Bjarke Falgren er 4 dobbelt grammy vinder og en af Danmarks bedste og mest anerkendte violinvirtuoser. Af mange, her i blandt mesteren selv, er han blevet udråbt som arvtageren efter den netop afdøde jazzlegende, Svend Asmussen. Bjarke turnerer verden over og har spillet med nogle af de største artister i ind- og udland- bla. Mads Langer, Melanie C.(Spice Girls), Outlandish, Fallulah, Cliff Richard, Rasmus Seebach, Rugsted/Kreutzfeldt, Anne Dorte Michelsen, TV2,Poul Krebs, Billie Koppel- og mange flere.
I hænderne på Bjarke Falgren får man et alsidigt bud på, hvordan instrumentet kan bruges – fra det elegant-swingende til det følelsesfulde og i den anden ende af registret det robuste rock-prægede.

Paolo Russo herboende italienske bandoneón-spiller og pianist er uddannet klassisk pianist fra konservatoriet i Italien, siden som rytmisk pianist på konservatoriet i København. Bandoneónen begyndte han at spille på i 2001 og  høster nu stor anerkendelse i Argentina, hvor bandoneónen stammer fra. For nylig spillede han i Carnegie Hall.
Nu spiller han i Ledøje sammen med Bjarke, så rummet med garanti bliver fyldt af passion, livskraft og magi!

Sammen med musikerne sætter vi aftenen i gang, med sange og et lille kig ind i den Islandske forfatter Jon Kalman Stefanssons vidunderlige univers i bogen ”Sommerlys og så kommer natten”. Derefter overlader vi scenen til vores to gæster.
Glæd Jer! Det gør vi :- )

Vores to døtre vil servere en 2 retters let forårsmenu for Jer: Torskeloin med kartofler, smørstegte grønne asparges og små gulerødder og en lækker ”skawsovs”.
Og på denne aften,  som hylder passionen og livskraften – til dessert bagt cheesecake med vanilje og passionsfrugt :- )

Alt sammen for 295 kr.

Billetter kan bestilles på denne mail, eller via vores hjemmeside: www.lsmusiskeforening.dk

Tak til alle Jer, der har valgt at støtte med kontingentindbetaling. Skulle flere af jer have lyst, kan man stadig indbetale 100 kr. på: 2279-  4386 776 046 med et K og tydelig angivelse af navn/ navne . Tak.

Håber vi ses. D. 21. Eller 22. Marts!
Kærlige hilsner fra

Michael og Marianne
&
Ledøje Smørum Musiske forening.
Marianne Mortensen & Michael Vesterskov | Facebook

www.duogjegogmaanen.nu